Trends
Alle vil beundre bageren
I gamle dage gemte bageren sig i baglokalet, og han var gået hjem i seng, da de fleste kunder kom til butikken. Men nutidige bagerier bager hele dagen, og kunderne elsker at følge processen fra butikken, når bagerens værksted er åbent eller kun er adskilt med en glasrude.
Med det åbne bageri bliver det først og fremmest tydeligt for kunderne, at brød og kager er frisklavet håndværk, når de kommer ind på hylderne.
Kunderne elsker at følge processen
Tiltrækningen handler dog lige så meget om, at håndværksbageren kan demonstrere sin kunst. Det bliver tydeligt, at brødet ikke ”kommer langvejs fra”, og samtidig sender åbenheden et signal om, at bageren er stolt af sit arbejde og gerne vil invitere kunden med i produktionen.
Ønsket om at blive inddraget i diverse dagligdags situationer, og eventuelt have mulighed for at kommentere oplevelsen – måske endda ændre på den – er en stærk tendens i tiden, som formentlig bliver forstærket af vores allesammens brug af Facebook og andre digitale, sociale medier, hvor vi får et kig ind i noget, der tidligere blev opfattet som privat.










